Udland 2 dage siden

Ursula von der Leyen: Europa skal stå stærkere på egne ben

Af: Rolf Larsen
Ursula von der Leyen. Foto: © European Union, 2026

Europa befinder sig i en verden præget af krig, økonomisk konkurrence, teknologiske forandringer og et stigende pres på demokratierne. Derfor skal EU være stærkere og mere uafhængigt, lød hovedbudskabet fra formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, i hendes  State of the European Union-tale onsdag i Europarlamentet.

– I denne verden har Europa valgt at gå sin egen vej. Og et stærkere, uafhængigt Europa er nu ved at tage form, sagde von der Leyen.

Hun fremhævede blandt andet forsvar, energi, økonomi, kunstig intelligens og Europas støtte til Ukraine som områder, hvor EU skal kunne handle mere selvstændigt. Ifølge von der Leyen er Europas forsvarsudgifter steget med næsten 80 procent på fem år.

På sikkerhedsområdet varslede hun en ny europæisk sikkerhedsstrategi. Hun foreslog også en slags europæisk pendant til NATO’s artikel 4, hvor et medlemsland kan udløse konsultationer mellem EU-landene ved alvorlige sikkerhedshændelser, der ligger under tærsklen for væbnet aggression.

– Europa vil forsvare hver eneste kvadratmeter af sit territorium, sagde hun.

Ukraine fyldte også i talen. Von der Leyen lovede EU’s hidtil stærkeste støtte til landet gennem den kommende vinter med blandt andet humanitær hjælp og støtte til strøm- og varmeforsyningen. Hun sagde samtidig, at Ukraines luftforsvar skal styrkes, og at EU vil øge presset på Rusland ved at sikre en bedre håndhævelse af de eksisterende sanktioner.

Økonomisk betegnede hun det som EU’s vigtigste prioritet at sætte gang i Europas økonomi. Hun pegede blandt andet på hurtigere godkendelser, mindre bureaukrati, lavere energipriser og et mere sammenhængende europæisk marked.

Også afhængigheden af Kina skal ifølge kommissionsformanden reduceres. Hun sagde, at EU’s handelsunderskud med Kina nu er på en milliard euro om dagen, og annoncerede etableringen af et nyt europæisk selskab for kritiske råstoffer, som skal hjælpe med at skaffe og opbygge lagre af materialer til blandt andet elbiler, chips, batterier og forsvar.

Kunstig intelligens var et andet centralt emne. Von der Leyen beskrev sig selv som optimistisk omkring teknologiens muligheder, men advarede samtidig om risiciene ved stadig mere avancerede AI-modeller.

– Vi vil have AI. Vi vil have AI til at skabe mere værdi, mere ansvarligt, til lavere omkostninger og med mindre energiforbrug. Men frem for alt vil vi have AI med menneskelig kontrol, sagde hun.

Hun fremhævede sundhed, transport, fødevarer og landbrug, avanceret produktion samt forsvar og rumfart som fem områder, hvor EU vil satse på industriel brug af AI.

Von der Leyen annoncerede desuden nye initiativer på klimaområdet, herunder en europæisk plan mod hedebølger, en Climate Insurance Alliance og et initiativ om vand. Samtidig fastholdt hun, at EU skal holde fast i sine klimamål.

Et andet markant udspil i talen handlede om børn og sociale medier. Kommissionen vil foreslå en såkaldt EU KIDS ACT med forskellige regler afhængigt af alder. Ifølge von der Leyen skal børn under 13 år ikke have adgang til sociale medier, mens børn mellem 13 og 15 år kun skal kunne bruge begrænsede konti oprettet og overvåget af forældre eller værger.

Canada fik også en central plads i talen. Ursula von der Leyen annoncerede et tættere samarbejde mellem EU og Canada om blandt andet teknologi, forsvar, Arktis, energi og kunstig intelligens. Hun sagde samtidig, at hun vil arbejde sammen med Canadas premierminister Mark Carney om at åbne døren for, at Canada kan blive det første associerede medlem af EU.

Talen kredsede samlet om ønsket om et EU, der i højere grad kan sikre sin egen økonomi, energi, teknologi, forsvar og demokratiske modstandskraft.

– I denne verden må Europas skæbne forblive i europæernes hænder, sagde Ursula von der Leyen.

Læs også: Von der Leyen vil åbne døren for Canada som associeret medlem af EU

Læs også 39 mennesker døde: Lastbilchauffør sigtes for uagtsomt manddrab

Ét svar til “Ursula von der Leyen: Europa skal stå stærkere på egne ben”