Udland 2 dage siden

Von der Leyen vil åbne døren for Canada som associeret medlem af EU

Af: Rolf Larsen
Canadas premierminister Mark Carney og formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen
Canadas premierminister Mark Carney og formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen. Foto: © European Union , 2026

EU og Canada skal knyttes endnu tættere sammen, og Canada kan blive det første associerede medlem af EU. Det sagde formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen i sin tale, hvor Canadas premierminister Mark Carney var blandt gæsterne.

Von der Leyen beskrev Canada som en vigtig partner for Europa og fremhævede de kulturelle, historiske og personlige forbindelser mellem de to sider af Atlanten. Hun pegede samtidig på, at handelen med varer mellem EU og Canada ifølge hende er vokset med 75 procent på mindre end ti år som følge af handelsaftalen CETA.

Nu ønsker hun at løfte forholdet yderligere gennem en ny “Alliance for the Future”.

Planen er blandt andet at samarbejde om intelligent produktion og etablere en teknologialliance. Derudover skal EU og Canada knytte deres forsvarsindustrier tættere sammen og samarbejde om Arktis, energi, kritiske mineraler, batterier, kunstig intelligens, kvanteteknologi, cybersikkerhed og økonomisk sikkerhed.

– Det er et partnerskab, der ikke er rettet mod andre, men handler om vores fælles styrke, sagde Ursula von der Leyen.

Det mest vidtgående forslag i talen var muligheden for at give Canada en ny tilknytning til EU.

– Jeg vil gerne arbejde sammen med dig om at åbne døren for, at Canada kan blive det første associerede medlem af EU, sagde von der Leyen henvendt til Mark Carney.

Hun uddybede ikke i talen, hvad et sådant associeret medlemskab konkret skal indebære.

– Vi deler ét ocean, ét sæt værdier og én måde at se verden på. Og nu vil vi også bygge vores fælles fremtid, sagde Ursula von der Leyen.

Læs også: Ursula von der Leyen: Europa skal stå stærkere på egne ben

Læs også Europæisk land får nyt navn

2 svar til “Von der Leyen vil åbne døren for Canada som associeret medlem af EU”