Erhvervsstyrelsen har fået fjernet 1,3 millioner ulovlige produkter fra en online markedsplads. Nu vil erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard have EU til at pålægge platformene et større ansvar for de varer, der sælges gennem dem.
Ifølge ministeriet finder produkter fra lande uden for EU, som ikke lever op til danske og europæiske krav, alt for let vej til europæiske forbrugere. Det kan blandt andet dreje sig om opladere, der kan selvantænde, farligt legetøj og giftig kosmetik. Ministeriet peger på, at varerne både kan udgøre en sikkerhedsrisiko og stille virksomheder, der overholder reglerne, dårligere i konkurrencen.
Martin Lidegaard er rejst til Bruxelles, hvor han skal mødes med EU-kommissær Stéphane Séjourné. De skal blandt andet drøfte EU-Kommissionens kommende forslag til en ny produktlov, der skal begrænse tilstrømningen af ulovlige varer til EU.
– Vi skal stramme grebet om platformene, så de bliver tvunget til at tage mere ansvar for de produkter, der sælges på deres hjemmesider, siger Martin Lidegaard.
Meddelelsen oplyser ikke, hvilken platform de 1,3 millioner produkter er fjernet fra, eller hvilke typer varer der indgik i netop den sag.

