En 25-årig rumænsk mand er blevet udleveret til Danmark og skal onsdag klokken 13 fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Viborg. Han er sigtet for drabet på en 37-årig rumænsk mand, som blev efterladt i Gudenåen nord for Svostrup, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Betjente fra politikredsen ankom tirsdag aften fra Rumænien med den 25-årige. Han er den anden af fire mistænkte i sagen, der er blevet udleveret til Danmark.
Politiet arbejder fortsat på at få de sidste to mistænkte udleveret, så de også kan fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Anklagemyndigheden forventer at anmode om lukkede døre under onsdagens retsmøde. Af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere oplysninger om sagen.

