Indland 2 dage siden

Regeringen vil afsætte 170 millioner om året til ny demensplan

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: Pixabay.

Regeringen foreslår at afsætte 170 millioner kroner årligt fra 2027 til en ny demensplan. Planen skal styrke udredningen, plejen og støtten til mennesker med demens og deres pårørende, oplyser Børne-, Ældre- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Pengene indgår i finanslovsforslaget og svarer til knap 700 millioner kroner over fire år. De konkrete initiativer bliver præsenteret i 2027 af børne-, ældre- og boligministeren samt sundheds- og kirkeministeren.

Omkring 103.000 danskere lever ifølge Nationalt Videnscenter for Demens med en demenssygdom. Antallet forventes at stige til mere end 146.000 i 2040, i takt med at ældrebefolkningen vokser.

– Mennesker med demens skal mødes med omsorg, værdighed og den rette støtte gennem hele sygdomsforløbet – uanset hvor i landet de bor, siger børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark.

Lange ventetider på udredning

En af udfordringerne er ventetiden på at få en diagnose. Ifølge Danske Regioner bliver hver fjerde patient udredt inden for 90 dage. Den gennemsnitlige tid fra henvisning til endelig diagnose er 174 dage.

Regeringen peger også på behovet for større sammenhæng i plejen og mere demensfaglig viden blandt medarbejderne.

Samtidig skal de pårørende have bedre hjælp. Alzheimerforeningen anslår, at omkring 400.000 danskere er pårørende til et menneske med demens.

– Bag dem står ægtefæller, børn og andre pårørende, som hver dag gør en kæmpe indsats for at skabe tryghed i en svær situation. Det er vigtigt, at vi husker de pårørende, når vi taler om demens, siger Jacob Mark.

Demens er en samlebetegnelse for mere end 200 hjernesygdomme, blandt andet Alzheimers sygdom og vaskulær demens. Sygdommene rammer oftest personer over 65 år, men omkring 3.000 yngre danskere lever også med demens.

Læs også Gnister stod op af skorsten