112 10 timer siden

Frygtede angreb på skole: 19-årig mand anholdt

Af: Netavisernes Bureau
Foto: Rigspolitiet.

En 19-årig mand blev mandag anholdt i Sønderborg efter trusler, der kunne tolkes som et muligt angreb mod en unavngiven skole. Han er siden løsladt, men fortsat sigtet for trusler på livet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 10.34 og rykkede ud med adskillige politibiler. Den 19-årige blev fundet og anholdt klokken 11.41. Han forholdt sig roligt under anholdelsen.

Manden havde ingen våben på sig, og politiet fandt heller ingen våben ved en efterfølgende ransagning af hans adresse.

– Når vi modtager en anmeldelse af den karakter, tager vi det meget alvorligt, siger vicepolitiinspektør Allan Dalager Clausen.

Efter anholdelsen var politiet til stede i midtbyen i nogle timer for at afhøre personer og sikre mulige spor.

Den 19-årige blev afhørt mandag eftermiddag. Politiet vurderede, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling, og løslod ham.

– Den indledende efterforskning viser, at der hverken er planer eller hensigt om at føre truslerne ud i livet. Det ændrer ikke på alvorligheden af at fremsætte den form for trusler samt den utryghed, det har skabt, siger Allan Dalager Clausen.

:NB:

Læs også 27-årig mand stukket i brystet