Østre Landsret har idømt tre mænd 13, 12 og 5 års fængsel for forsøg på at sprænge bomber ved en beboelsesejendom i Odense i december 2023. Alle tre er desuden udvist af Danmark for bestandig.
De to mænd, der fik de længste straffe, blev dømt for to forsøg på bombesprængning og for besiddelse af bomben. Den tredje blev dømt for ét forsøg på at bringe bomben til sprængning, men ikke for at have været i besiddelse af den.
En fjerde tiltalt blev frifundet for medvirken til bombeforsøgene. Han blev i stedet idømt fem måneders fængsel for besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse.
De tre dømte for bombeforsøgene er mellem 19 og 21 år. Ifølge anklagemyndigheden kunne andre menneskers liv være blevet udsat for overhængende fare.
