Udland 2 dage siden

Norske medier sagsøger Meta over brug af journalistik til AI

Af: Mette Sørensen

Ti norske medieorganisationer har sagsøgt Meta over nye vilkår, som ifølge medierne kan give selskabet adgang til at bruge deres journalistik i AI-produkter uden aftale.

Medierne mener, at Metas nye handelsbetingelser for erhvervskonti giver Meta ret til at indsamle artikler, billeder og videoer – også indhold bag betalingsmur – og bruge materialet til blandt andet udvikling af kunstig intelligens.

Meta annoncerede ændringerne 8. oktober med planlagt udrulning 30. oktober, men udskød efter modstand fra europæiske udgivere og konkurrencemyndigheder og sigter nu mod 20. november. Ifølge kritikerne stiller vilkårene udgivere over for et enten-eller: acceptere at Meta kan indsamle deres indhold eller miste deres tilstedeværelse på Facebook og Instagram.

Sagsøgerne, herunder NRK, Schibsted, Amedia, Polaris, Aller og nyhedsbureauet NTB, har bedt Oslo tingret om et foreløbigt forbud mod, at vilkårene træder i kraft, mens sagen behandles.

Læs også Sydafrikansk tv-stjerne anholdt for påstået kidnapning af taxachauffør