112 1 dag siden

Turist anholdt efter hærværk mod 11 biler i Aalborg

Af: Rolf Larsen

En turist blev natten til søndag anholdt, efter at 11 biler på Rantzausgade i Aalborg var blevet udsat for hærværk. Politiet anholdt manden 13 minutter efter anmeldelsen.

Klokken 02.41 så et vidne en person slå og sparke på flere parkerede biler. Vidnet fulgte efter personen og så ham gå ind på en bar i Aalborg Midtby.

Politiet fandt flere biler med skader, primært ødelagte sidespejle. På baggrund af vidneudsagn fandt betjentene frem til den formodede gerningsmand på baren, hvor han blev anholdt klokken 02.54.

– Vi fik hurtigt oplysninger, som gjorde det muligt at finde frem til den formodede gerningsperson, siger politikommissær Ninna Johansen fra Nordjyllands Politi.

Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder i sagen.

Læs også Tyve på knallert hev taske ud af hænderne på kvinde