Mindst 50 selvejende institutioner på undervisningsområdet har siden 19. oktober modtaget et stort antal enslydende aktindsigtsanmodninger fra samme afsender.
Styrelsen for It og Læring vurderer, at der kan være tale om forespørgsler sendt fra en AI-bot. Anmodningerne handler blandt andet om domme, journalplaner og institutionernes sagssystemer.
Undervisningsministeriet og styrelsen er i dialog med relevante myndigheder, herunder Styrelsen for Samfundssikkerhed og FE’s Situationscenter. Nogle institutioner og organisationer har anmeldt sagen til politiet.
– Skærpet opmærksomhed på sikkerhed – også på cyberområdet – er meget, meget vigtigt i de her tider. Nu har det desværre også været aktuelt på undervisningsområdet. Lige nu har vi ikke nogen formodning om, at noget data er blevet kompromitteret, men vi følger situationen nøje og er i tæt kontakt med de relevante myndigheder, siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
