Sydøstjyllands Politi har tirsdag anholdt seks personer på fem adresser i Viborg. De er mistænkt for at stå bag en eksplosion ved en opgang på Ved Hammerværket i Vejle den 22. oktober.
De anholdte er fem mænd på 49, 46, 33, 31 og 30 år samt en 31-årig kvinde. Politiet mistænker dem for at have handlet i fællesskab, muligvis sammen med flere endnu ukendte personer.
Ifølge sigtelsen blev en hjemmelavet bombe bragt til sprængning i opgangen omkring midnat. Eksplosionen forårsagede betydelige skader på ejendommen, hvor flere beboere opholdt sig i deres lejligheder. Ingen kom til skade.
De seks er blandt andet sigtet efter straffelovens bestemmelser om sprængning og besiddelse af våben eller eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder. Efterforskningen fortsætter.
