112 2 dage siden

49-årig varetægtsfængslet i sag om overgreb mod børn

Af: Netavisernes Bureau

En 49-årig mand fra Vejle er varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tre forhold om overgreb mod børn. Han blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Ifølge sigtelserne fandt forholdene sted fra oktober 2015 til september 2025. De omfatter blandt andet voldtægt og forsøg på voldtægt af børn under 15 år samt blufærdighedskrænkelse mod to børn.

Manden blev anholdt mandag i et fængsel, hvor han afsoner en dom for lignende kriminalitet. Sidste år blev han kendt skyldig i 22 tilfælde af overgreb, grooming og blufærdighedskrænkelser mod 19 drenge. Efter en ankesag blev straffen skærpet til to års fængsel.

Sydøstjyllands Politi efterlyser personer, som mener, at de kan have været udsat for overgreb eller andre strafbare forhold begået af manden, og som politiet endnu ikke har talt med.

»Hvis man kan genkende sig selv i denne sag, vil vi meget gerne høre fra vedkommende,« siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen. Politiet kan kontaktes på 114.

:NB:

Læs også 31-årig anholdt for ildspåsættelse i to tog