Indland 10 år siden

27-årig mand dømt for tyveri og bedrageri: Stjal 300.000 kroner fra ældre mennesker

Af: Rolf Larsen

En 27-årig mand blev i dag ved Retten i Kolding idømt et år og seks måneders ubetinget fængsel for at have franarret 18 ældre mennesker deres pinkode og dankort, hvorefter han hævede større beløb herpå.

– 16 ældre kvinder og to ældre mænd fra Vejle og Odense blev i februar og marts måned i år ringet op af den nu dømte, hvor han fortalte dem, at de skulle have nyt dankort, forklarer anklager Signe Stolberg fra Sydøstjyllands Politi og uddyber:

– Han tilbød at hente dankortet hos dem og fik dem til at oplyse deres pin-kode ved at love dem, at han så kunne sørge for, at de ville få samme pin-kode til deres nye dankort.

Det lykkedes på den måde for den 27-årige at hæve over 300.000 kr.

Den 27-årig erkendte alle forholdende og modtog sin dom, der udover fængselsstraffen også betyder, at han skal betale erstatning til alle de forurettede.

Læs også Bagmandspolitiet sigter Danske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven