Psykiatere proppede børn med farlig medicin

af

En række psykiatere er kommet på de danske myndigheders sorte liste, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har ført tilsyn med deres arbejde. Det skriver Søndagsavisen.

Nogle af psykiaterne har blandt andet behandlet flere hundrede børn og unge. Behandlingen foregik ofte med store mængder stærk antipsykotisk medicin uden nogen klar begrundelse og uden nogen opfølgende behandling, oplyser styrelsen.

I 2015 har i alt syv psykiatere fået frataget deres autorisation, fået begrænset deres virke eller fået skarpe påbud om at ændre praksis for at overholde de gældende retningslinier for god behandling. Mindst tre af psykiaterne har behandlet børn.

Medicinen, som er blevet udskrevet, påvirker i særlig høj grad sindstilstanden for patienterne og bør som udgangspunkt ikke gives til unge, medmindre der er særlig grund til det.

Det mener Styrelsen for Patientsikkerhed ikke, at der har været.

Sagerne er kommet frem i kølvandet på en sag om en hjerneskadet psykiater, som i årevis behandlede patienter, uden at der blev grebet ind.

– Det har været helt nødvendigt at føre de her tilsyn, så patienterne kan få fornyet tilliden til behandlingssys­temet. Det er vigtigt, at der bliver luget ud, siger Birgit Elgaard, formand for Bedre Psykiatri, Landsforeningen for pårørende.

På grund af adskillige sager i pressen om psykiatere, der fejlbehandlede, har Styrelsen for Patientsikkerhed skærpet tilsynet.

– Man kan sige, at det burde være sket for mange år siden. Der er et behov for et kvalitetstjek hele vejen rundt, siger Birgit Elgaard.

Hun bakkes op af Dansk Psykiatrisk Selskab.

– Det ser ud til, at der har været 10 års pause med tilsynet. Det er kun glædeligt, at det er kommet i gang igen, siger Torsten Bjørn Jacobsen, formand og selv psykiater i Psykiatrisk Center København.

Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann er enig i, at tilsynet har været for ringe. Hun siger, at hun ser frem til regeringens drøftelser om at forbedre tilsynet.