To ledende medlemmer af rockergruppen “No Surrender” er blevet varetægtsfængslet i en sag om våben og narko.
De to “No Surrender”-folk blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Glostrup, sammen med fire andre, hvoraf flere af dem af politiet vurderes til, at have en tæt tilknytning til gruppen.
Alle seks er sigtet for handel med kokain, mens en også er sigtet for hashhandel.
Derudover er 3 af de varetægtsfængslede sigtet for besiddelse af i alt 9 våben, herunder 1 maskinpistol, 1 stengun, 1 skarpladt halvautomatisk pistol med magasin isat 5 patroner, 1 pistol af mærket Coonan kaliber .357, 1 pistol af mærket Browning, 1 pistol af mærket Glock, 1 pistol af mærket Colt med tilhørende magasin isat 6 patroner, 2 revolvere samt en større mængde ammunition.
Alle de sigtede har nægtet sig skyldige, med undtagelse af én sigtet, der har erkendt sig skyldig i besiddelse af en mindre mængde hash, men i øvrigt nægtede sig skyldig.
Retsmødet blev af hensyn til efterforskningen afholdt for lukkede døre, ligesom der blev afsagt kendelse om navneforbud.
13 anholdt i politiaktion
De seks varetægtsfængslede var blandt 13 personer, som politiets særlige bandeenhed – Task Force Øst i samarbejde med Københavns Vestegns Politi anholdt torsdag i en større aktion der bredte sig i tre politikredse.
Syv af de 13 anholdte blev løsladt igen efter kort afhøring, oplyser Københavns Vestegns Politi.
I forbindelse med anhodlelserne blev der foretaget 14 ransagninger på forskellige adresser i Københavns Vestegns Politikreds, Nordsjællands Politikreds og Københavns Politikreds.