Koncertbilletter, rejser, sundhedsprodukter, tøj, elektronisk udstyr og brugte ting af alle slags. Op mod 300.000 danskere har de seneste to år betalt for varer på nettet, som slet ikke fandtes og derfor heller aldrig dukkede op.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. De falske varer er endnu eksempel på den bølge af internetsvindel, der skyller ind over Danmark. Alle kan i dag blive ramt.
– Handel på internettet er jo nemt og bekvemt, men gør os også rigtig sårbare som forbrugere. Selvfølgelig er det vildt frustrerende at betale for en vare, som aldrig dukker op, for så efterfølgende at finde ud af, at internetbutikken bare var et fupnummer, siger cyberekspert i Deloitte Kim Schlyter.
Selv om man kun køber varer fra virksomheder, man umiddelbart stoler på, kan man stadig risikere at blive snydt, påpeger Kim Schlyter.
– Bagmændene gør jo alt for, at deres svindelnumre skal se ægte ud. Derfor ligner hjemmesiderne også rigtige internetbutikker. I nogle tilfælde låner de kriminelle også kendte virksomhedsnavne. Hvis man fx udskifter ”.dk” med ”.com” eller bare laver en lille smule om i selve navnet, er der mange forbrugere, der aldrig opdager, at de er gået forkert.
Mange it-kriminelle sender også e-mails direkte til deres ofre med gode tilbud, der er designet til at lokke forbrugerne i fælden.
– I dag kan man for få dollars købe tusindvis af e-mail-adresser på det sorte marked. Går man skridtet videre, kan hackerne også let købe passwords og andre personlige oplysninger, som de kan bruge til at gøre deres svindelnumre mere troværdige, siger Kim Schlyter.
Det er ikke let at sige, hvor internetsvindlerne er fysisk placeret, men ifølge Kim Schlyter er Afrika og Asien gode bud:
– Overalt i verden findes der både organiserede grupper af hackere samt enkeltpersoner, der har fundet vej til en ulovlig, men lukrativ forretningsmodel. Lige nu ser vi dog meget stor hackeraktivitet i Asien og Afrika. Hackerne rammer bl.a. deres ofre ved hjælp af phishing, falske hjemmesider og telefonsvindel. Man bør derfor være ekstremt kritisk over for alle typer af tilbud, der er enten er lokkende, ulogiske eller tilfældige.
De unge er allermest udsat for cyberkriminalitet, idet de oftere handler på internettet. I alt er hver 8. dansker mellem 18 og 29 år blevet snydt af svindlere inden for de seneste to år.
Om undersøgelsen:
Tallene er baseret på i alt 1165 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.