Der blev fundet en mindre mængde sprængstof under en større politiaktion i dag på Peter Fabers Vej i Aarhus.
Klokken syv i morges fik politiet en anmeldelse om en mistænkelig genstand i en kælder under en ejendom på Peter Fabers Vej i Århus. Politiet kørte til stedet og undersøgte det nærmere og her blev det besluttet, at afspærre området ligesom opgangene i nr. 37 og 39 blev evakueret og beboerne i de omkringligende ejendomme blev bedt om, at holde sig væk fra vinduerne.
Svært bevæbnede betjente var talstærkt tilstede i området under aktionen.
Politiet forsøgte at få kontakt til en mand i en lejlighed i nr. 37, men på trods af politiets gentagne opfordringer, ville manden ikke komme ud. Det blev derfor besluttet at kaste tåregas ind i lejligheden for at tvinge manden ud, som derefter blev anholdt. Der er tale om en 24-årig mand.
Da manden var kommet ud gik politiet igang med at undersøge lejligheden, og forsvarets bomberyddere gik i gang med at undersøge den mistænkelige genstand i kælderen. Det viste sig at være en mindre mængde sprængstof, som forsvaret bomberyddere uskadeliggjorde.
Politiet har sidst på eftermiddagen ophævet afspærringen i området, men efterforskere fortsatte arbejde på stedet.