Hver fjerde dansker har sparet for lidt op

Under 1000 kroner til at gøre skaden god igen, hvis mobiltelefonen går i stykker, bilen bryder sammen eller hustaget skal skiftes.

Sådan er virkeligheden for mere end 25 procent af danskerne. Det skriver Søndagsavisen.

Hele 17,4 procent af danskerne har slet ingen penge til uforudsete udgifter, mens 8,8 procent har under 1000 kroner, viser en YouGov-undersøgelse, som Søndagsavisen har fået foretaget.

Resultatet vækker bekymring hos økonomiske eksperter.

– Det er problematisk, og det er ærgerligt. Har man under 1.000 kroner stående, er man meget sårbar. Står man ovenikøbet med hus og børn, er man ekstremt sårbar, siger Mads Gudesen Plovdahl, ekstern lektor i finansiering på CBS og indehaver af rådgivningsvirksomheden BOFI, til Søndagsavisen.

Han anbefaler, at man som minimum har 5000 kroner stående til uforudsete udgifter. Foruden dem, der har under 1000 kroner til uforudsete udgifter, har 12,7 mellem 1000 og 5000 kroner til uforudsete udgifter.

Konsekvensen af ikke at have lagt penge til side kan ofte være alvorlig, advarer Ann-Lehmann Erichsen, privatøkonomisk rådgiver i Nordea. Hun har undersøgt danskernes forhold til uforudsete udgifter flere gange de seneste år, og der er generelt for mange, som ikke har polstret sig tilstrækkeligt.

Det leder ofte til dumme finansielle beslutninger.

– Fornuftens stemme er ikke så høj, når vi kommer i de her situationer. Det skal bare gå hurtigt, og så ender det ofte med, at man køber på kredit. Man løser problemet nu og her, men det er ofte til en temmelig høj rente, og så har man skabt sig et nyt problem, fordi man ender med at betale overpris for varen, siger hun til Søndagsavisen.