Retten i Kolding dømte i dag en 39-årig mand fra Fredericia for trusler og drabsforsøg på en 25-årig kvinde fra Fredericia. Drabsforsøget fandt sted den 1. februar i år i den 39-åriges lejlighed i Fredericia.
– Forud for drabsforsøget den 1. februar havde den 39-årige mand kontaktet den 25-årige kvinde, som han havde kendt i en kort periode, og havde adskillige gange per telefon truet hende og hendes familie, fortæller specialanklager fra Sydøstjyllands Politi, Anja Hedegaard og uddyber:
– Da den 25-årige kvinde går med til at tage hjem til den 39-årige for at få truslerne til at stoppe, fastholder han hende og prøver at kvæle hende. Det lykkedes dog den 25-årige kvinde at flygte ud ad et vindue i lejligheden.
Sydøstjyllands Politi kunne samme dag anholde den 39-årige mand, som har siddet varetægtsfængslet siden da.
I dag faldt dommen i sagen, der endte med en fængselsstraf på 6 år til den 39-årige for trusler og drabsforsøg.
Den dømte ankede efterfølgende dommen.