Henrik Qvortrup anker ikke SE & HØR-dom

SE & HØRS tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup har valgt ikke at anke sin dom i SE & HØR-sagen.

“Efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for ikke at anke dommen afsagt af Retten i Glostrup den 24. november”, skriver Qvortrup i et opslag på sin Facebook-side.

Selvom han ikke er enig i dommen, så skriver han alligevel på Facebook:

“Den 24. juni 2008 disponerede jeg som chefredaktør for SE og HØR presseetisk og moralsk forkert. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, så havde jeg handlet anderledes. Jeg er oprigtig ked af, hvad min beslutning senere bragte med sig. Og jeg undskylder over for de berørte.”

“Hensynet til min familie og overvejelser om tids- og ressourceforbrug gør, at jeg ikke ønsker at udløse en anke med deraf følgende yderligere forhaling af en sag, der har belastet mig i nu knap tre år – og som i øvrigt hidrører begivenheder, der fandt sted for næsten ni år siden.”

“Jeg tager derfor den straf, som Retten i Glostrup har udmålt”.

Henrik Qvortrup blev idømt tre måneders ubetinget og et års betinget fængsel.