Over for avisen bekræfter Gunni Mikkelsen, direktør hos De Danske Bilimportører, at rekorden er en kendsgerning.
– Med de seneste salgstal fra november var vi kun lidt over 3000 biler fra rekorden, og det antal er der allerede blevet solgt de første dage her i december. Det betyder, at 2016 bliver det sjette rekordår i træk, og det år, hvor der er solgt allerflest biler nogensinde, siger han.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik har der fra årsskiftet og frem til og med november måned været et salg på 203.158 biler. Sidste år blev der solgt 206.652 biler. Og dermed manglede der bare at blive solgt godt 3.000 biler i årets sidste måned, hvilket altså allerede er sket.
Salget er sket, i kølvandet på at registreringsafgiften på Liberal Alliances opfordring blev sænket fra 180 procent til 150 procent. Men det er dog ikke kun derfor, bilsalget sætter rekord.
– Der er mange andre grunde. Der er et øget mobilitetsbehov, og samtidig har der været en pæn reallønsfremgang, som gør, at folk får mod på at købe nye biler. Derudover er der også mange tilbud om privatleasing, som har været med til at skubbe til salget, siger Gunni Mikkelsen.
Med finansloven for 2017 er registreringsafgiften blevet sænket yderligere, om end i mindre omfang end for et år siden. Ændringen i registreringsafgiften skete med virkning fra fremsættelsen af lovforslaget, det vil sige, at det siden den 22. november har været muligt at købe biler til de nye lavere priser.
I brugtbilsbranchen har de nye satser sat sit præg.
– Der havde været en massiv rygtedannelse op til ændringen i registreringsafgiften, og det betød, at markedet var gået i stå. Da meldingen så kom, kunne vi se, at de biler, der var berørt, tog hugget med det samme. Det var typisk de ret nye biler, fortæller Jan Lang, pr-ansvarlig for bilbasen.dk.