Dansk Supermarked udfordrer Elgiganten og Power

Dansk Supermarked Group, der blandt andet står bag Netto, Føtex og Bilka, vil underbyde markedet for elektronikforsikringer, som kæder som Power og Elgiganten sidder tungt på. Det skriver Søndagsavisen.

Ifølge Dansk Supermarked er markedet for elektronikforsikringerne, herunder at købe en forsikring sammen med en ny smartphone, uden den fornødne konkurrence, hvilket har givet nogle alt for høje priser til forbrugerne.

– Som det er nu, er der nogle meget, meget høje avancer i markedet. Vi tror på, at vi kan gøre det meget bedre. Og det gør vi nu med et produkt, der er vildt aggressivt prissat, siger Kenneth Nielsen, koncerndirektør for Digital og E-commerce hos Dansk Supermarked Group, til Søndagsavisen.

Dansk Supermarked lancerer produktet i samarbejde med Gjensidige Forsikring under navnet ‘Husets Forsikring’. Her tilbydes en abonnementsordning, hvor man som forbruger betaler 99 kroner om måneden for at få forsikret alle nyere elektronikprodukter i husstanden.

– Der bliver købt de her forsikringer for mere end 300 millioner kroner om året. Derudover er det kun syv procent, der har en tillægsforsikring på elektronik til deres indboforsikring. Når folk først får kendskab til det her, så tror vi ikke, at der er en eneste, der vil købe forsikringer hos Elgiganten og Power. For det giver simpelthen ikke mening, siger Kenneth Nielsen.

Et pristjek fra efteråret 2015 i Søndagsavisen viser, at det koster mere end 2.000 kroner om året både hos Power og Elgiganten at forsikre ens iPhone, Samsung-tv og Lenovo-bærbare mod uheld.

Søndagsavisen har rettet henvendelse til Elgiganten for at høre, hvordan virksomheden ser på den nye konkurrent på markedet, herunder ikke mindst, hvordan man ser på påstanden om, at der er en avance på 40-60 procent på deres tillægsforsikringer.

Det eneste svar er dog følgende:

– Vi orienterer os altid i markedet på de områder, som vi opererer i, og udvikler os løbende, så vi kan tilbyde attraktive produkter – herunder også forsikringer, skriver Elgigantens kommunikationsarsvarlige Frederik Danvig i en mail.