Netto skifter ud i toppen

Dansk Supermarked Group har vurderet, at det er det rette tidspunkt at skifte direktør i discountkæden Netto, så en fremover udbygning af kædens tilstedeværelse på de eksisterende markeder uden for Danmark samt en videreudvikling af konceptet herhjemme kan ske med nye øjne.

Afgående direktør Claus Juel-Jensen har i næsten et kvart århundrede været en drivende kraft i udrulningen af Netto-konceptet såvel i Danmark som i udlandet.

– Claus Juel-Jensen har gennem knap 25 år arbejdet dedikeret for Netto, de seneste 11 år som ansvarlig for hele organisationen på tværs af fire lande. Nærmest hvert år har han i vanskelige markeder sammen med sin organisation formået at øge både omsætning og indtjening, så Netto i dag står som den klart største og bedst indtjenende retailkæde herhjemme og med betydeligt vækstpotentiale udenfor Danmark. Det fortjener Claus Juel-Jensen stor anerkendelse og tak for, siger administrerende direktør i Dansk Supermarked Group Per Bank

Ny direktør rekrutteret
Senere på året overtager den nye direktør ansvaret for Netto International og kædens ca. 25.000 medarbejdere. Opgaven er klar:

– De kommende år vil vi fokusere yderligere på at give vore danske kunder en endnu bedre indkøbsoplevelse, hvilket blandt andet indbefatter en markant opfriskning af Netto -konceptet. Herudover øger vi tempoet i vores ekspansion i Sverige og Polen, samtidig med at vi vil fastholde en stærk regional position i Tyskland, siger Per Bank, administrerende direktør i Dansk Supermarked Group.

Den nye Netto International-direktør er fundet i samspil med Dansk Supermarked Groups bestyrelse og forventes at tiltræde senest den 1. oktober. I den mellemliggende periode ledes Netto International på interim basis af Vice President i Dansk Supermarked Group, Morten Møberg Nielsen, der via sin erfaring fra særligt Netto Tyskland har et særdeles solidt kendskab til både europæisk retail og Netto-konceptet.