Hollandsk statsborger dømt for indsmugling af Khat

En 48-årig mand blev i går anholdt i Billund Lufthavn for indsmugling af 42 kg af det euforiserende stof khat, da han ved middagstid ankom fra Nairobi i Kenya.

Anklager for Sydøstjyllands Politi, Bianca Trøjborg fortæller:

– I dag blev den hollandske statsborger fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor han fik sin dom med det samme, da han erkendte forholdene, han var sigtet for. Dermed gik der under 24 timer fra anholdelse til dom.

Den 48-årige mand, der er hollandsk statsborger, modtog sin dom, der lød på 20 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med et indrejseforbud på 6 år.

Manden er nu varetægtsfængslet, indtil hans afsoning kan påbegyndes.