Run DMC kommer til Danmark

De hører til blandt de tunge drenge i hip hop-historien; Run DMC fra Queens i New York. Og nu kommer de til Danmark.

Run DMC slog igennem i midten af 80’erne med hits som My Adidas, Run’s House, It’s Like That, Peter Piper, Its Tricky og ikke mindst deres remake af Aerosmith-klassikeren Walk This Way, som også var med til at gøre rap mere mainstream.

Oprindeligt var der tale om en trio med Run, DMC og Jam-master Jay. Men efter drabet på Jam-master Jay i 2002 valgte de tilbageværende medlemmer at opløse gruppen. Men nu er de tilbage og kan altså opleves ved Tinderbox 2017 til sommer.

– Det er et scoop af dimensioner, siger Tinderbox’ pressetalsmand, Morten Hopballe, om bookingen af Run DMC og han fortsætter:

– Det bliver ganske enkelt ikke større. Hiphop’en er den mest populære musikgenre lige nu, så da vi opdagede, at Run DMC skulle headline den store Isle of Wight-festival i England, forsøgte vi selvfølgelig at lokke dem til Odense. At det er lykkedes, er vi vildt stolte over.