Tre personer anholdt – sigtes for narkohandel på sociale medier

af

Tre mænd er i dag blevet anholdt og sigtet for handel med narko på sociale medier.

Efterforskere fra Nordjyllands Politi skred i dag, kl. 10.00, til handling og anholdt tre nordjyske mænd mellem 20 og 21 år. Anholdelserne skete på adresser i Aalborg.

Samtidig med anholdelserne foretog politiet ransagning af 7 adresser omkring Aalborg, hvorved man beslaglagde endnu ikke opgjorte mængder af hash, kokain og doping samt større kontantbeløb.

Anholdelserne skete på baggrund af en intens efterforskning hen over 4 uger, hvor politiets operative efterforskere har viklet en række tråde ud, der kan føres tilbage til salg af stoffer via sociale medier på internettet. Her har personer tilbudt salg af blandt andet hash og kokain.

– Salget er foregået på den måde, at man via sms eller telefonopkald har ringet til det oplyste telefonnummer, hvorefter der er aftalt leveringssted, oplyser politikommissær Casper Jacobsen

Politikommissæren uddyber, at sælgeren derpå sørgede for, at narkoen blev transporteret til leveringsstedet, hvor handlen foregik. Selve transporten af stofferne blev udført af forskellige personer, der står for at gennemføre salget.

– Alle handlerne har været af forskellige kvantum – helt fra små leverancer til de lidt større, siger Casper Jacobsen.

Politiets efterforskning har understreget, at myndighederne også patruljerer på internettet for at finde sælgere af blandt andet narkotika.

– Man skal altså heller ikke online vide sig sikker, hvis man handler med stoffer, understreger Casper Jacobsen, der tilføjer, at politiets efterforskning af sagen fortsætter på fuld styrke, hvilket betyder, at de mange købere af de ulovlige stoffer kan vente besøg fra politiets efterforskere – hvor de vil blive sigtet for køb af narkotika.

De anholdte mænd løslades efter endt afhøring, da man ikke vurderer, at der er grundlag for varetægtsfængsling, idet de ikke kan skade den videre efterforskning, men sigtelsen mod dem opretholdes, ligesom at politiets efterforskning i sagen fortsætter.