Overfaldet med slag og spark

Klokken 01.50 natten til i dag blev en 44-årig mand overfaldet ved Store Torv i Aarhus.

Den 44-årige havde netop forladt baren “Under Masken”, da han foran Royal Casino ved Store Torv stødte på en person, som den 44-årige havde set før og derfor hilste på. Den 44-årige har forklaret til politiet, at der pludselig kom en anden mand til stedet og overfaldt den 44-årige, som han slog flere gange i ansigtet. Den 44-årige faldt til jorden, hvorefter gerningsmanden fortsatte med at slå og sparke ham.

Da den 44-årige kom på benene igen, gik han retur til ”Under Masken”, hvor hans kammerat sad, og fik ham til at ringe til politiet. Da de to mænd gik ud fra baren, så de gerningsmanden køre fra stedet sammen med en anden mand og en kvinde.

Gerningsmanden beskrives som: østeuropæisk af udseende, ca. 23 år gammel, ca. 175 cm høj og almindelig af kropbsbygning, lys i huden og skaldet. Han bar sorte biller og talte et fremmed sprog.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til overfaldet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.