Fem mænd er blevet varetægtsfængslet, sigtet for brandstiftelse og ulovlig tvang.
De fem mænd blev anholdt mandag. Politiet sætter dem i forbindelse med en sag fra den 29. november sidste år. Her fik politi og brandvæsen en melding ca. kl. 19.50 om, at der var ild i en personbil i en indkørsel på Mylius Erichsens Vej i Aalborg Sø.
Branden blev hurtigt opdaget og slukket, inden den bredte sig til beboelse. Ingen personer kom noget til under branden.
Siden har politiet efterforsket branden, da man formodede, at bilbranden var påsat, hvilket blev bekræftet af den efterfølgende gerningsstedsundersøgelse.
De anholdte sigtes alle for at overtræde § 181 i straffeloven, der handler om forsætlig brandstiftelse, mens der også er grundlag for at sigte nogle af dem for ulovlig tvang, ligesom én sigtes for forsøg på kvalificeret brandstiftelse efter § 180 og for forsøg på grov vold.
De fem mænd, der er hendholdsvis 21, 27, 31, 34 og 48 år, blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg. Politiet anmodede af hensynet til efterforskningen Retten i Aalborg om lukkede døre. De fem mænd blev alle varetægtsfængslet til den 16. april.
I sagen sidder der i forvejen en person varetægtsfængslet.
Retten i Aalborg: Fem mænd på henholdsvis 21, 27, 31, 34 og 48 år er alle blevet varetægtsfængslet frem til fredag 16. april sigtet for brandstiftelse og ulovlig tvang.


