Nedlægger udskældt specialpatrulje

Sydøstjyllands Politi har besluttet at nedlægge sin specialpatrulje.

Det sker efter politikredsen i denne uge har fået forelagt en række episoder fra 2021 og 2022, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, som specialpatruljen har løst sine opgaver på – herunder brugen af magt over for borgerne.

Politiken har beskrevet flere hændelser om voldsom adfærd fra specialpatruljens side og har bl.a. bragt en video, som angiveligt viser en betjent fra specialpatruljen, som sparker en borger i maven.

Det er ifølge Politiken de samme fire betjente i specialpatruljen, som har foretaget voldsomme anholdelser og ransagninger uden kendelse mod en familie i Vejle. Den sag er skildret i DR-dokumentaren ‘Forfulgt af politiet?’.

-Det er helt centralt for os, at borgerne kan have tillid til deres politi, og vi sætter en stor ære i at løse alle vores opgaver med høj faglighed, empati og etik. Det gør derfor også stort indtryk på os, når der fra flere sider rejses alvorlig kritik af den måde, som vi har løst konkrete opgaver på i forhold til borgerne, siger politidirektør i Sydøstjyllands Politi, Jørgen Abrahamsen.

-Forløbet omkring politikredsens specialpatrulje, og de episoder, som vi senest har set, rokker desværre ved den tillid. Hver enkelt episode skal naturligvis undersøges grundigt, før der kan konkluderes i de enkelte situationer, men det samlede forløb gør, at vi har fundet det rigtigst indtil videre at nedlægge vores specialpatrulje.

-Specialpatruljens medarbejdere vil blive overført til andre enheder, og ledelsen vil nu gentænke organiseringen og opgavefordelingen i politikredsen. En nyorganisering af opgaverne vil inddrage læring fra forløbet og have fokus på blandt andet ledelse, instruktion og vejledning af medarbejderne, siger politidirektøren.

Politikredsen oplyser, at eventuelle personalemæssige konsekvenser for de polititjenestemænd, som er involveret i de konkrete episoder, beror på politiklagemyndighedens vurdering og afgørelse. Kredsen oplyser også, at hvis der fremkommer nye eller hidtil ukendte episoder, vil disse ligeledes blive indbragt for politiklagemyndigheden i overensstemmelse med lovgivningens regler herom.