To iranske mænd er blevet dømt for menneskesmugling under særligt skærpende omstændigheder.
Menneskesmuglingen foregik fra efteråret 2022 til 17. februar i år, hvor de to mænd blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.
I alt 24 personer fra bl.a. Syrien, Iran og Albanien blev med lastbiltrailere på Esbjerg Havn smuglet med godsfærge til havnen i Immingham i England.
De illegale opholdt sig ulovligt i Danmark i en lejlighed i Esbjerg Kommune og blev udstyret med mad og soveposer forud for smuglingen.
Fredag blev de to iranske mænd på henholdsvis 36 og 38 år dømt ved en domsmandsret ved Retten i Esbherg.
Den 36-årige blev idømt et år og tre måneders fængsel, mens den 38-årige blev idømt et år og ni måneders fængsel, som var en tillægsstraf til en tidligere dom på et års fængsel. Den 38-årige mand blev desuden udvist for bestandigt, mens den 36-årige blev udvist med et indrejseforbud i 12 år.
Den 36-årige erkendte i et begrænset omfang, mens den 38-årige nægtede sig skyldig. De modtog begge dommen.
De er begge varetægtsfængslet efter dommen.


