Mads Fuglede forlader Venstre

Mads Fuglede meddelte i dag, at han forlader Venstre og har meldt sig ind i Danmarksdemokraterne.

På sin Facebook-profil skriver han bl.a. om sit skifte.:

“Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid.

Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en co2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne.”

og han fortsætter: “Måske var det uundgåeligt, at det skulle komme hertil, men jeg håbede hele tiden, at Venstre ville finde tilbage til det borgerlige samarbejde og den borgerlighed, partiet var præget af, da jeg som dreng meldte mig under Venstres fane.”

Om sit nye parti og dets leder, Inger Støjber skriver han: “Jeg har altid haft et godt samarbejde med Inger. Og jeg glæder mig til at blive en del af et parti, der kæmper for at Danmark ikke skal knække over, at der skal være arbejdspladser i hele landet, og at vi skal have en stram udlændingepolitik.”

Mads Fuglede har i øjeblikket barselsorlov fra Folketinget.