En 32-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på manddrab.
Manden er sigtet for sammen med en eller flere andre gerningsmænd, at have overfaldet en jævnaldrende mand med kniv på Bispehavevej i Aarhus V den 1. marts i år.
Ifølge sigtelsen blev den forurettede stukket flere gange med kniv og tildelt adskillige spark og slag på kroppen og i hovedet, så han pådrog sig alvorlige skader.
Den 32-årige er desuden sigtet for grov vold ved kort inden overfaldet bevidst at have påkørt en 28-årig kvinde, som han sammen med mindst en anden gerningsmand efterfølgende sparkede og slog flere gange.
Efterforskningen ledte politiet på sporet af den 32-årige, der blev internationalt efterlyst, og i begyndelsen af maj blev han anholdt i Tyrkiet. Han er nu i Danmark, og blev onsdag ved middagstid fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre.


