En 30-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel for spiritus- og narkopåvirket kørsel, som førte til en dødelig trafikulykke i december sidste år. Ulykken kostede en 24-årig kvindelig cyklist livet.
Hændelsen fandt sted natten til søndag den 8. december 2024 i krydset mellem Hasle Ringvej og Paludan Müllers Vej i det nordvestlige Aarhus. Den 24-årige kvinde cyklede over for grønt lys, da hun blev ramt af den 30-årige bilist, der kørte over for rødt. En 25-årig mandlig cyklist blev ligeledes ramt, men slap med mindre alvorlige skader.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 02.57 og sendte straks flere patruljer til stedet. Da betjentene ankom, ydede vidner og lægepersonale livreddende førstehjælp til den unge kvinde. Hun blev kørt til hospitalet i kritisk tilstand, men afgik kort efter ved døden som følge af sine kvæstelser.
Efter påkørslen fortsatte bilisten ad Hasle Ringvej, hvor han i krydset ved Viborgvej ramte et lyssignal og forulykkede. Han blev anholdt på stedet og sigtet for spirituskørsel. Den 30-årige har siden siddet varetægtsfængslet og modtog dommen torsdag formiddag.
Foruden uagtsomt manddrab blev han fundet skyldig i spirituskørsel, at have udsat den mandlige cyklist for forsætlig fareforvoldelse samt for at have undladt at standse og yde hjælp til den kvindelige cyklist efter påkørslen. Den bil, han førte under ulykken, blev konfiskeret i henhold til reglerne om vanvidskørsel.
”Det der skete, da den 24-årige kvinde var på vej hjem på cykel, er dybt tragisk og ulykkeligt. Det er altid svært at svare på, om man som anklager er tilfreds med en dom, når et ungt menneske har mistet livet – men jeg er ganske tilfreds med, at retten har været enig med Anklagemyndigheden i, at den 30-årige var skyldig i alle sagens forhold, og at han blev idømt en langvarig fængselsstraf,” udtaler specialanklager Mai Buch fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
:NB:


