Erhverv og finans 10 måneder siden

Milliardinvesteringer på vej til grøn industri

Af: Rolf Larsen

Ni virksomheder vil investere op mod 3 milliarder kroner i dansk grøn industri gennem syv projekter, der får støtte fra regeringens grønne investeringsordning. Projekterne omfatter blandt andet produktion af vindmølleteknologi og Power-to-X-løsninger og skal placeres i Espergærde, Lunderskov, Frederikssund, Aalborg, Brande, Rødekro og Ribe.

Baggrunden for investeringsordningen er et ønske om at fastholde og styrke Danmarks position inden for grønne teknologier i en tid, hvor den internationale konkurrence er stigende. Ordningen blev lanceret i 2024 og har til formål at støtte grøn produktion i Danmark som svar på blandt andet kinesiske statsstøtteprogrammer.

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) har udvalgt syv projekter til at modtage støtte i 2025-runden. I alt uddeles der 422 millioner kroner i støtte, og investeringerne ventes at skabe op til 500 nye arbejdspladser.


-“Verden er forandret. Kina buldrer afsted på det grønne område med gigantiske statsstøtteprogrammer. Det kalder på handling, hvis ikke Danmark og vores grønne industri skal sakke alvorligt bagud i kampen om fremtidens job. Derfor giver vi nu vores grønne styrkeposition et massivt rygstød. Med målrettet støtte til syv projekter herhjemme skaber vi op til 500 job og nye, grønne investeringer på omkring 3 mia. kr. Det er et stort skridt mod, at Danmark kan kæmpe med om fremtidens grønne vækst og arbejdspladser”, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Økonomiminister Stephanie Lose fremhæver, at støtten skal bidrage til at fastholde danske virksomheders rolle i den globale grønne omstilling:

-”Gode danske virksomheder bidrager med løsninger og nye teknologier til den grønne omstilling, både i Danmark og globalt. Den styrkeposition ønsker regeringen at fastholde og udvikle. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu støtter dygtige grønne virksomheder med over 400 millioner kroner til nye investeringer. Det vil bidrage til at fastholde vores styrkeposition på det grønne område og samtidig understøtte arbejdspladser i hele landet.”


-“Når andre lande investerer så massivt med statsstøtte i grøn industri, kan vi ikke bare stå og kigge på. Jeg er ikke selv tilhænger af, at det redskab bruges for meget. Men her bruger vi ordningen til det, den er skabt til. At sætte turbo på den grønne omstilling, samtidig med at vi holder hånden under danske arbejdspladser, industri og konkurrenceevne”, siger klima-,energi- og forsyningsminister Lars Aagaard

Med den grønne investeringsordning kan virksomheder og deres underleverandører inden for blandt andet vind- og elektrolyseteknologi få støtte til at etablere eller udvide produktionsfaciliteter, herunder også produktion af underkomponenter og kritiske råstoffer.

Læs også Konkurrencerådet indleder efterforskning af forsikringsmarkedet