Indland 9 måneder siden

Nordisk samarbejde skal mindske mikroplast fra kunstgræsbaner

Af: Netavisernes Bureau
Illustration: Netavisernes Bureau/ai.

De nordiske lande går nu sammen om at finde bæredygtige alternativer til gummigranulat på kunstgræsbaner. Initiativet blev besluttet på et møde i Nordisk Ministerråd onsdag i Stockholm og får et samlet budget på 15 millioner danske kroner.

Gummigranulat anvendes i dag som fyldmateriale på mange kunstgræsbaner, men er samtidig en af de største kilder til mikroplastforurening i Europa. EU har derfor besluttet at forbyde brugen af materialet fra 2031.

Særligt i Norden er udfordringen betydelig, da kunstgræsbaner anvendes hele året og skal kunne modstå vinterklimaet. Det nye samarbejde mellem Danmark, Norge, Sverige, Finland, Åland, Færøerne og Island skal derfor identificere og teste miljøvenlige alternativer, som kan fungere under nordiske forhold.

– Forældre til børn, der går til fodbold, kender de små gummikugler, som ligger tilbage i entreen, når fodboldstøvlerne er taget af. Men gummigranulat fra kunstgræsbaner er desværre en del af et meget større problem, som bidrager til massiv forurening med mikroplast i Europa. Men der også et kæmpe potentiale i at sætte ind her, og derfor går vi nu sammen med vores nordiske naboer om at finde miljøvenlige materialer, der kan erstatte det forurenende gummigranulat. Vi skal kunne være trygge, når vores børn og unge mennesker bruger vores kunstgræsbaner, og banerne skal selvfølgelig heller ikke skade vores miljø, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Projektet er en del af et større nordisk program, der skal reducere plastforurening og understøtte den grønne omstilling. Programmet ledes af Norge under Nordisk Ministerråd for miljø og klima. Målet er at finde løsninger, der både mindsker plastforurening og er økonomisk overkommelige for de mange klubber og frivillige, der driver idrætsanlæg i regionen.

:NB:

Læs også To mænd sigtet for Aldi-røveri