Søndag aften klokken 23.08 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var blevet affyret fyrværkeri fra bagsiden af arresthuset på Vester Allé i det centrale Aarhus.
Ifølge anmeldelsen kom fyrværkeriet fra en personbil med ukendte personer.
Kort efter standsede politiet en bil på Åboulevarden i nærheden af arresthuset. I bilen sad tre mænd, og den ene – en 19-årig – blev sigtet for at have affyret fyrværkeriet i strid med fyrværkeriloven. Politiet fandt desuden paprester fra fyrværkeri i bilen.
Østjyllands Politi minder om, at det kun er lovligt at affyre fyrværkeri fra den 31. december til den 1. januar, og at salg først er tilladt fra den 15. december.


