Indland 6 måneder siden

Politisk aftale skal forhindre snyd og svigt på sociale tilbud

Af: Rolf Larsen

Regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre er blevet enige om en række nye tiltag, der skal forhindre snyd og svigt på sociale tilbud. Aftalen indebærer blandt andet, at kommuner ikke længere får mulighed for at anvende ikke-godkendte tilbud i akutte situationer.

Baggrunden for aftalen er vurderinger fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, som peger på, at kriminelle har været involveret i driften af anbringelsessteder. Samtidig har flere medier bragt sager frem, hvor sårbare borgere har været udsat for svigt og økonomisk udnyttelse på sociale tilbud.

Som led i aftalen udvides reglerne om karantæne, så de også omfatter ejere og bestyrelsesmedlemmer af sociale tilbud. Derudover skal personer, der er dømt for visse straffelovsovertrædelser, ikke kunne være ansat i sociale tilbud. Reglerne i straffeloven præciseres, så det betragtes som en skærpende omstændighed, hvis en overtrædelse er begået som led i driften af eller ansættelsen på et socialt tilbud.

Kommunernes nuværende mulighed for i akutte situationer at placere borgere i ikke-godkendte tilbud afskaffes. I stedet skal godkendte tilbud kunne forhåndsgodkendes til at modtage borgere uden for rammerne af den oprindelige godkendelse i op til 12 uger.

-”Det er helt ubegribeligt for mig, at der findes folk, der kan finde på at snyde systemet på bekostning af vores mest sårbare borgere. Jeg kan og vil ikke acceptere det, og derfor var det også noget af det første, jeg tog fat på som minister. Med aftalen her tager vi nu et vigtigt skridt i kampen mod de brodne kar – de har ikke noget at gøre på de sociale tilbud, hvor sårbare mennesker lever deres hverdag”, siger Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen

Læs også To mænd dømt for blandt andet indsmugling af amfetamin