Januar 2026 har budt på markant højere elpriser end set i næsten et år og været den dyreste januar for danske elkunder siden energikrisen i 2022. Det viser opgørelser fra flere af landets største energiselskaber, som peger på ekstrem vinterkulde, lav vindproduktion og høje gaspriser som de primære årsager.
Ifølge Andel Energi landede gennemsnitsprisen for januar på cirka 82,1 øre pr. kilowatt-time – det højeste niveau siden februar 2025. Hos Norlys bekræftes billedet, hvor den rene elpris i januar også er opgjort til 80 øre/kWh i gennemsnit. Energiselskabet OK angiver samme niveau og kalder januar den næstdyreste måned siden energikrisen.
-“En gennemsnitlig pris på 80 øre pr. kWh er højt. Det er primært vinterkulden, manglende vind og nedbør og høje gaspriser, der tilsammen har presset elprisen op og gjort strømmen rigtig dyr for danske elkunder,” siger Troels Skipper, produktchef i OK.
Norlys fremhæver de ekstreme temperaturer som en afgørende faktor. Ifølge DMI har middeltemperaturen i januar ligget på -0,6 grader, hvilket er en væsentlig forskel fra januar 2025, hvor den var 2,8 grader. Den laveste målte temperatur i år ramte -19,4 grader.
”Vi har haft en rigtig kold start på året i hele Europa. Det betyder, at vi har brugt mere strøm til at opvarme vores hjem og virksomheder end normalt. Samtidig har vi – atypisk for sæsonen – haft meget lidt vind,” siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.
Trods de høje elpriser, har danske forbrugere ikke mærket den fulde økonomiske belastning takket være en markant afgiftsnedsættelse. Fra årsskiftet blev elafgiften sænket til EU’s minimumssats på 0,8 øre/kWh før moms. Ifølge Norlys har det gjort januar omkring 300 kroner billigere for en gennemsnitlig familie med et årligt forbrug på 4.500 kWh.
Også Andel Energi fremhæver afgiftslempelsen som afgørende. ”Hvis ikke elafgiften fra nytår var blevet reduceret fra 90 øre til 1 øre per kilowatt-time, ville januar dermed have været den dyreste måned for danske elkunder i næsten et år,” siger Josefine Walter, kommerciel direktør i Andel Energi.
Derudover peger alle tre selskaber på store prisudsving gennem døgnet. Ifølge Andel Energi toppede elprisen 20. januar med 206,3 øre/kWh, svarende til cirka 3,24 kr. inkl. afgifter og tariffer. Det er typisk i ”kogespidsen” mellem kl. 17 og 21, at elprisen er højest, mens den om natten kan være markant lavere.
-”Den klare opfordring er, at man holder øje med prisen og bruger strømmen, når prisen er lavest. Her om vinteren er det typisk om natten,” siger Troels Skipper fra OK.
Mads Brøgger fra Norlys supplerer:
-”Ved at tænke lidt over ens forbrug, så kan man jo få elregningen endnu længere ned.”
Energiselskaberne anbefaler blandt andet at lade elbilen op om natten eller investere i intelligente løsninger som hjemmebatterier, der kan lagre strøm, når den er billigst, og bruges senere, når priserne er høje.
Januar 2026 har dermed understreget behovet for fleksible energivaner og et fortsat fokus på, hvordan husholdninger kan håndtere et mere volatilt elmarked.
:NB:


