Indland 5 måneder siden

Regeringen vil stramme opholdsregler for ukrainere

Af: Netavisernes Bureau
Illustration: Netavisernes Bureau/ai.

Regeringen foreslår at begrænse, hvem der fremover kan få opholdstilladelse i Danmark efter særloven for fordrevne fra Ukraine. Særloven blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget kort efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 og har siden dannet grundlag for ophold for mange ukrainere, der blev fordrevet.

Regeringen ønsker nu at tilpasse reglerne, så personer fra konkrete områder i Ukraine, der er mindre berørt af krigshandlinger, samt personer omfattet af de ukrainske regler om mobilisering, fremover ikke kan få opholdstilladelse efter særloven.

-“Fra dansk side skal vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe Ukraine mod de brutale russiske angreb. Krigen har nu stået på i fire år, og de danske kommuner har i dag omkring 45.000 fordrevne boende fra Ukraine. Derfor vil regeringen nu justere reglerne for ophold efter særloven, så personer fra mindre krigsramte områder af Ukraine og personer omfattet af de ukrainske regler for mobilisering fremover ikke kan få opholdstilladelse i Danmark. Det skal både imødekomme den ukrainske regering, der flere gange har opfordret til, at ukrainske mænd, der indkaldes til militæret, ikke får opholdstilladelse i Europa. Men det skal også aflaste de kommuner, der er hårdt pressede af at finde boliger til de nytilkomne ukrainere og modtage dem i lokalsamfundene”, siger udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund.

Kommunerne har ifølge regeringen spillet en afgørende rolle i modtagelsen af de fordrevne og har taget et stort ansvar. I andet halvår af 2025 steg antallet af fordrevne fra Ukraine, der søgte til Danmark, efter at Ukraine lempede udrejsereglerne for unge mænd. Tendensen toppede i oktober 2025 med omkring 2.300 ansøgninger om ophold efter særloven. Siden er antallet faldet, og i december og januar 2026 blev der modtaget henholdsvis cirka 1.700 og 1.400 ansøgninger.

Regeringen forventer at fremsætte et lovforslag om justeringerne i april 2026. Ændringerne vil ikke få betydning for personer, der allerede har opnået opholdstilladelse efter særloven.

Regeringen foreslår, at fordrevne fra en række konkrete regioner i Ukraine, som vurderes at være mindre berørt af krigshandlinger, afskæres fra adgangen til ophold efter særloven. Det drejer sig aktuelt om regionerne Cherkasy, Chernivtsi, Ivano-Frankivsk, Khmelnytskyi, Kirovohrad, Kyiv-regionen (ikke Kyiv by), Lviv, Poltava, Rivne, Ternopil, Vinnytsia, Volyn, Zakarpattia og Zhytomyr.

Derudover foreslås det, at mænd omfattet af de ukrainske regler for mobilisering, aktuelt mænd i alderen 23-60 år, afskæres fra adgangen til ophold efter særloven. Mænd, der er fritaget fra militærtjeneste, vil fortsat kunne få opholdstilladelse. Mandlige ansøgere under 23 år vil fremover kun kunne få opholdstilladelse indtil de fylder 23 år og vil ikke kunne få opholdstilladelsen forlænget, medmindre de kan dokumentere fritagelse fra militærtjeneste.

Regeringen foreslår også, at fordrevne fra Ukraine, der modtager kontanthjælpsydelse, fremover omfattes af arbejdspligten på lige fod med andre kontanthjælpsmodtagere. Der indføres en overgangsordning, så kommunerne får indtil 1. oktober 2026 til at implementere arbejdspligten for den nye gruppe. Det anslås, at omkring 12.000 personer fra Ukraine vil blive omfattet, hvis lovforslaget vedtages.

Lovforslaget vil desuden indeholde ændringer på Børne- og Undervisningsministeriets område, hvor de nuværende særregler for fordrevne fra Ukraine foreslås ophævet. Det gælder reglerne om mulighed for undervisning på engelsk eller ukrainsk samt fjernundervisning fra Ukraine.

:NB:

Læs også Røveri i Sunset Boulevard