Fremmed mand kontaktede mindreårig pige ved supermarked

En mindreårig pige blev søndag omkring kl. 16.30 kontaktet af en fremmed mand foran et supermarked på Kløvervangen i Skødstrup.

Ifølge pigen steg manden ud af en bil og bad hende komme hen til sig. Da hun sagde nej, tilbød han hende en slikkepind, men hun afviste igen og gik fra stedet.

Hændelsen blev anmeldt til politiet af pigens forælder, som blev bekymret over episoden.

Østjyllands Politi har efterfølgende afhørt personer og patruljeret i området og vil gerne i kontakt med manden for at afklare, hvad hans hensigt med henvendelsen var. Sagen efterforskes fortsat.