112 2 måneder siden

Flere episoder med unge, der kastede genstande mod biler

Af: Rolf Larsen

Politiet modtog søndag flere anmeldelser om unge, der kastede genstande mod forbikørende biler i Helsingør, Frederikssund og Farum.

Den første anmeldelse kom klokken 12.08 fra Kongensgade efter rundkørslen mod Helsingør. Her kastede to teenagedrenge på omkring 16-17 år genstande mod biler. En mandlig bilist oplyste, at hans bil blev ramt på taget af en ukendt genstand på størrelse med et æble.

Ifølge anmeldelsen var de to drenge iført sorte masker og mørkt tøj. Bilisten kørte fra stedet og vidste derfor ikke, om de fortsatte med at kaste ting mod andre biler.

Kort tid senere klokken 12.21 blev politiet kontaktet om endnu en episode, denne gang ved motortrafikvejsbroen før Kronprinsesse Marys Bro mod Frederikssund.

Her stod to drenge på omkring 11-12 år og kastede vand på forbipasserende biler. Anmelderen beskrev episoden som fredelig, men oplyste samtidig, at det var til gene for trafikanterne.

Senere på dagen klokken 17.09 blev politiet igen kaldt ud, da en 48-årig mand havde set omkring seks teenagere kaste fyldte dåser fra en gangbro over motorvejen ved Farum.

Ifølge anmeldelsen eksploderede en af dåserne. Politiet ledte efter de unge i området.

Læs også Mistænkeligt dødsfald var tragisk ulykke