Indland 2 måneder siden

Mediebureau og direktør dømt for ulovlig deling af nyhedsartikler

Af: Netavisernes Bureau

Mediebureauet Pressconnect ApS og selskabets direktør er ved Københavns Byret blevet dømt i en sag om ophavsretskrænkelser efter ulovlig deling af nyhedsartikler med kunder.

Selskabet er idømt en bøde på 25.000 kroner for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, mens selskabets ejer og direktør, en 55-årig mand, er idømt 60 dages betinget fængsel. Sagen er efterforsket og ført af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Ifølge sagen fandt overtrædelserne sted fra juni 2018 til juni 2020. I perioden delte selskabet mindst 650 nyhedsartikler med 2.845 modtagere hos 19 kunder. Af artiklerne krævede 194 særlig abonnementsadgang.

Delingen skete ifølge sagen efter instruktion fra direktøren og uden, at selskabet havde indgået aftaler om betaling og distribution med rettighedshaverne bag artiklerne.

Anklagerfuldmægtig hos NSK Gustav Søe siger, at han er tilfreds med dommen.

”Mediebureauet har i en længere periode haft en praksis med at distribuere ophavsretsbeskyttede artikler til sine kunder, uden at have rettighederne til at gøre det. På den måde har både mediebureauet og kunderne fået en uberettiget vinding,” siger han.

:NB:

Læs også Ungt par overfaldet i Birkerød