112 2 timer siden

Politiet efterlyser mand efter forsøg på bankrøveri i Kjellerup

Af: Rolf Larsen
Politiet efterlyser denne mand efter et forsøg på bankerøveri. Foto: Politiet (Handout)

Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere en mand, der mistænkes for at have forsøgt at begå røveri mod Jyske Bank på Søndergade 1 i Kjellerup.

Røveriforsøget skete onsdag den 8. juli 2026 klokken 14.37.

Ifølge politiet ankom gerningsmanden gående til banken ad Østergade fra øst. Efter røveriforsøget forlod han stedet igen til fods i østlig retning ad Østergade.

Manden fik ikke noget udbytte med fra banken, og ingen personer kom til skade under episoden.

Politiet har offentliggjort overvågningsbilleder i håb om at få hjælp til at finde frem til gerningsmanden.

Han beskrives som en mand på 20-40 år, 170-175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han talte dansk.

Under røveriforsøget var han iført en sort fullface-styrthjelm med sort visir, sort jakke, sorte bukser og sorte sko. Han medbragte desuden en sort rygsæk med røde tal – “23” – bagpå.

Personer, der ved, hvem manden er, eller som har set ham andre steder, opfordres til at kontakte politiet på telefon 114.

Læs også Mand blev aggressiv da brand skulle slukkes