Indland 2 måneder siden

Undersøgelse: Sociale medier får mange unge kvinder til at føle sig udenfor

Af: Rolf Larsen

Mere end fire ud af ti kvinder mellem 18 og 29 år har følt sig uden for fællesskabet eller mindre værd på grund af indhold på sociale medier. Det viser Ifs nordiske sundhedsrapport 2026.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Verian blandt 1.033 danskere og indgår i en større nordisk undersøgelse med i alt 4.126 deltagere.

Ifølge rapporten har 41 pct. af kvinder i alderen 18-29 år oplevet følelsen af at stå uden for eller føle sig mindre værd på sociale medier. Til sammenligning gælder det 13 pct. af mændene i samme aldersgruppe.

“Unge viser i høj grad deres fællesskaber frem på sociale medier. For dem, der føler sig ensomme, kan sociale medier blive en påmindelse om, at man står uden for fællesskabet – og forstærke ensomheden,” siger Kasper Baunkjær Olsen, chef for personforsikringer hos If.

Han kalder udviklingen problematisk.

“Det er problematisk, for ensomhed har alvorlige konsekvenser for den enkelte. Vores undersøgelse viser, at det for mange fører til angst, dårlig søvn og en følelse af utilstrækkelighed,” siger han.

Undersøgelsen viser også, at unge generelt påvirkes mere af sociale medier end ældre aldersgrupper. Blandt de 18-29-årige har 27 pct. følt sig uden for eller mindre værd på sociale medier, mens det gælder omkring hver femte blandt de 30-44-årige og hver tiende blandt de 45-59-årige.

”Sociale medier bliver ofte et spejl, hvor man vurderer sit eget liv op mod andres – især i de unge år. Derfor skal man især som ungt menneske være opmærksom på, at man ikke lader sociale medier fylde for meget,” siger Kasper Baunkjær Olsen.

Rapporten peger samtidig på, at unge i højere grad efterspørger fællesskaber og hverdagsrutiner frem for behandling som løsninger på ensomhed og social eksklusion. Søvn, fysisk aktivitet, meningsfulde planer og sociale fællesskaber nævnes som centrale faktorer for bedre trivsel.

Hos Dansk Sundhedssikring, der er ejet af If, arbejder rådgivere med personer, der oplever mistrivsel, stress og ensomhed.

“Ensomhed hos unge handler sjældent om én ting. I vores rådgivning lægger vi blandt andet vægt på vigtigheden af meningsfulde fællesskaber som en del af mental sundhedsfremme. Det er en del af ABC for mental sundhed, som vi er partnere med. Man ved, at meningsfulde fællesskaber styrker den mentale sundhed. Selv når det er helt i det små, som en gåtur med en ven. Ingen bør stå alene, når det handler om at styrke egen sundhed og trivsel,” siger Claraamalie Rosenboje, udviklingschef for mental sundhed i Dansk Sundhedssikring.

Undersøgelsen er gennemført i februar 2026 blandt personer i alderen 18-79 år i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Læs også Kvinde sigtet for at dumpe sit affald i skoven