Indland 10 år siden

41-årig fængslet i sag om påsatte brande Odense

Af: Rolf Larsen

En 41-årig mand fra Odense er blevet varetægtsfænglet i fire uger, sigtet for i fire tilfælde at påsætte brande i Odense. Manden er også blevet sigtet i en sag om blufærdighedskrænkelse.

Odense har siden sommeren 2015 være ramt af omkring 20 påsatte brande. Det er fire af disse brande, den 41-årige er sigtet for at have påsat. Blandt andet to brande i lokalerne ved Dyrup Kirke i december måned 2015.

Efterforskningsleder Henrik Justesen siger om den fortsatte efterforskning af de mange brande:

-Vi ved ikke lige nu, om den 41-årige mand kan knyttes til de øvrige brande, der har været i Odense. Det skal vi nu bruge de kommende uger på at undersøge. Men vi håber selvfølgelig, at vi med dagens varetægtsfængsling har fået et vigtigt gennembrud i efterforskningen, siger Henrik Justesen.

Den 41-årige blev anholdt torsdag torsdag eftermiddag og fredag blev han så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor har anklager Jacob Thaarup ikke nogen kommentarer til sagen.

Den anholdte har indtil nu nægtet sig skyldig.

Læs også Regeringen vil sikre at begge forældre får digital post om fælles børn