Eksperter, myndigheder og unge fra Norden og Baltikum mødes den 1. og 2. september i København for at diskutere, hvordan børn og unges mentale trivsel kan styrkes, og hvordan hjælpen kan sættes ind tidligere.
Sundhedsstyrelsen står bag Nordic Mental Health Summit 2026, hvor deltagerne blandt andet skal udveksle erfaringer om forebyggelse, behandling, psykiske diagnoser og børn og unges digitale liv.
De unge skal samtidig selv være en del af diskussionen. Blandt deltagerne er unge fra Nordisk Børne- og Ungdomskomité, Nordic Youth Panel og Mindhelpers ungepanel.
»Vi taler meget om børn og unges mentale trivsel, og om hvad vi som voksne og som samfund kan gøre. Men vi skal passe på, at vi ikke kun taler om unge og glemmer at tale med dem. Hvis vi skal udvikle indsatser, der virker i unges hverdag, er deres egne erfaringer og perspektiver helt afgørende,« siger Nanna Skovgaard, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
Lande har valgt forskellige løsninger
På konferencen skal de enkelte lande præsentere deres erfaringer med forskellige indsatser.
Island bidrager blandt andet med erfaringer fra social og emotionel læring i skolerne og ændringer af tilbuddene til børn og unge med psykiske lidelser. Sverige sætter fokus på børn og unges digitale liv, herunder skærmbrug og den udviklende hjerne.
Danmark præsenterer blandt andet erfaringerne fra det lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel, som nu er implementeret i alle landets 98 kommuner.
»Vi står med mange af de samme udfordringer i Norden, men vi har ikke nødvendigvis valgt de samme løsninger. Derfor er der meget at hente ved at se på, hvad der virker i vores nabolande – og ved at være åbne om det, der er svært,« siger Nanna Skovgaard.
WHO skal på konferencen desuden præsentere nye perspektiver på udviklingen i trivslen blandt unge i Norden og Baltikum.
Nordic Mental Health Summit 2026 afholdes i København og arrangeres af Sundhedsstyrelsen som led i samarbejdet under Nordisk Ministerråd.
