22 kommuner får tilsammen en milliard kroner i særtilskud i 2027. Pengene skal hjælpe kommuner, der har særligt vanskelige økonomiske vilkår.
I alt 45 kommuner havde søgt om at få del i puljen, der ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet er historisk stor og ikke mindst kommer en række land- og yderkommuner til gode.
Puljen blev ekstraordinært forhøjet som en del af sommerens økonomiaftale mellem regeringen og KL.
»Puljen er markant større end tidligere år. Det er der brug for, for mange kommuner er pressede og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Derfor blev regeringen og KL med sommerens økonomiaftale enige om ekstraordinært at forhøje puljen. I 2027 er den på 1 milliard kroner. Det løser ikke alle problemer, men det bringer os et godt stykke af vejen,« siger økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr.
Pengene fordeles efter en samlet vurdering af kommunernes økonomiske situation. Der bliver blandt andet set på demografiske og socioøkonomiske udfordringer samt aktuelle og vedvarende økonomiske problemer.
Flere kommuner får mulighed for at låne
Ud over særtilskuddene får 14 kommuner lånedispensation fra en pulje på 200 millioner kroner til anlægsinvesteringer i særligt vanskeligt stillede kommuner.
Yderligere 13 kommuner får adgang til lån for samlet 200 millioner kroner fra en anden pulje målrettet kommuner med en vanskelig økonomisk og likviditetsmæssig situation.
Regeringen og KL har i økonomiaftalen for 2027 desuden aftalt et realløft af kommunernes serviceramme på 3,3 milliarder kroner.
»Man skal kunne leve et godt liv i hele Danmark. Det kræver en god skole, et trygt dagtilbud og ordentlig omsorg, når man bliver gammel. Det skal man kunne regne med, uanset hvor man bor. Derfor er jeg glad for, at vi giver en ekstra håndsrækning til de kommuner, der har sværest ved at få økonomien til at hænge sammen,« siger Pia Olsen Dyhr.
Økonomi- og Indenrigsministeriet vil desuden indlede en dialog med Lolland, Langeland, Læsø og Morsø Kommuner om mulige udviklingspartnerskaber. Bornholms Regionskommune har allerede et udviklingspartnerskab og modtager en del af sit tilskud som led i det.
:NB:
