Indland 6 timer siden

Lars Løkke rejser til New York til FN’s Generalforsamling

Af: Mette Sørensen
Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke Rasmussen –Foto: Kristoffer Jonsson/Udenrigsministeriet

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser til New York, hvor han frem til onsdag deltager i højniveauugen i forbindelse med åbningen af FN’s 81. Generalforsamling.

Ukraine, stabilitet i Mellemøsten, partnerskaber i Afrika og udviklingen af ansvarlig kunstig intelligens er blandt emnerne på udenrigsministerens program.

Lars Løkke Rasmussen skal blandt andet deltage i drøftelser i FN’s Sikkerhedsråd om Ruslands krig mod Ukraine. Han skal desuden have samtaler med centrale aktører om stabiliteten i Mellemøsten og partnerskaber i Afrika.

Udviklingen inden for kunstig intelligens kommer også på dagsordenen, når udenrigsministeren deltager i et møde i Sikkerhedsrådet om ansvarlig AI.

– For en lille, åben økonomi som Danmark er et velfungerende FN ikke et spørgsmål om solidaritet alene – der er danske sikkerhedsinteresser på spil. FN er fundamentet for en verden, hvor grænser ikke ændres med magt, og hvor små stater har rettigheder, siger Lars Løkke Rasmussen.

Vil presse på for reformer

Udenrigsministeren vil under besøget desuden arbejde for en reform af Sikkerhedsrådet og det øvrige FN-system samt et styrket samarbejde med det globale syd.

Ifølge Udenrigsministeriet har Danmark investeret i sin position i FN gennem medlemskabet af Sikkerhedsrådet og ved fortsat at leve op til FN-målsætningen om udviklingsbistand på 0,7 procent af bruttonationalindkomsten.

– I en tid, hvor stormagterne udfordrer den regelbaserede orden, har små lande som Danmark brug for et stærkt FN mere end nogensinde. Vi har brug for at være til stede, hvor beslutningerne tages, siger Lars Løkke Rasmussen.

Læs også Nye anholdelser i sag om tredobbelt drab på Frederiksberg