Erhverv og finans 1 dag siden

4,7 millioner kroner skal hjælpe fyrede FMC-medarbejdere videre

Af: Rolf Larsen

Lemvig Kommune får knap 4,7 millioner kroner fra varslingspuljen til en særlig indsats for 311 medarbejdere, der mister jobbet, når FMC Rønland – det tidligere Cheminova – lukker ved udgangen af i år.

Pengene skal blandt andet gå til informationsmøder, individuelle samtaler, jobsøgningsforløb, en job- og uddannelsesmesse samt tilbud om opkvalificering.

FMC Rønland meddelte 1. september, at produktionen på kemifabrikken på Harboøre Tange indstilles som led i en større omstrukturering. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger, at hun håber, indsatsen kan hjælpe de afskedigede videre til nye job.

By-, land- og transportminister Signe Munk peger samtidig på, at der arbejdes på at skaffe nye arbejdspladser til området. Hun har sendt en bekendtgørelse om en ny energipark med grønne energianlæg og en rejefabrik i høring.

Læs også Fyringer og lukninger i forsikringsselskab