Forbruger 10 år siden

Mad og drikke er blevet billigere

Af: citathistorie fra Søndagsavisen

Danske forbrugere får stadig mere for pengene, når de køber mad og drikkevarer i supermarkedet. Det skriver Søndagsavisen.

Siden starten af 2013 og frem til i dag er prisen på fødevarer og ikkealkoholiske drikke stort set uændret, viser tal fra Danmarks Statistik – samtidig er gennemsnitlønnen steget.

Det betyder for eksempel, at en gennemsnitlig LO-familie med to voksne og to børn i 2016 har 21.877 kroner mere til forbrug end i 2013, viser beregninger, som LO har lavet for Søndagsavisen.

Det er i sær en øget priskonkurrence i supermarkederne, der kommer forbrugerne til gode.

– Der er en meget hård konkurrence i dagligvarehandlen, hvor vi går og vogter på hinandens priser. Samtidig er der så stor en overkapacitet af butikker i Danmark, at vi ville kunne brødføde en befolkning på 15-16 millioner mennesker. Det skærper fokus på priserne, siger Jens Juul, der er informationschef for Coop, som driver Brugsen, Fakta, Kvickly og Irma.

Samme oplevelse har man i Dansk Supermarked, der driver Føtex, Bilka og Netto.

– Danskerne er utrolig prisbevidste, og de ved, hvad tingene skal koste. Derfor har vi investeret i at holde priserne nede, siger Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.

Fra september 2015 til september 2016 faldt priserne faktisk med 0,2 procent. De største fald er sket på kartofler, læskedrikke, ris, svinekød og mælk.

Læs også Mayonnaise kaldes tilbage